tirsdag den 30. december 2014

De små nissehuer

En måned før jul ville jeg ikke afsløre, hvem de små nissehuer var strikket til, og nu er december næsten fløjet. Min ældste datter samler på gummiænder, og det var dem der skulle lunes til jul. Desværre glemte jeg at tage et billede af dem da jeg var på besøg, så man kunne se ænderne pynte med nissehuer, men det bliver vel jul igen. Jeg havde dog lige snuppet et enkelt billede af en ande-model, jeg brugte til at måle på, inden den blev pakket ind til julegave fra lillesøster.

Man kan også bruge huerne til at varme æg ved en julebrunch, hvis nu man ikke lige samler på gummiænder, men har lyst til at pynte med strikkede nissehuer i den størrelse.

Selvom jeg er lidt sent ude, skriver jeg alligevel min opskrift her:

slå 40 m op med strømpegarn på strømpepinde 2½. Strik 7 omg. 1 dr r, 1v. Strik 14 omg. glatstrik. Dernæst indtag på hver 4 pind således:
1. og 3. pind: Strik 2 dr r sm. Strik resten af pinden r.
2. og 4. pind: Strik r til der er 2 m tilbage, strik 2 r sm.
Når der er 2m tilbage på hver pind strikkes yderligere 3 omg. Klip tråden. Huen lukkes af ved at strikke 2 r sm, hvor tråden samtidig trækkes igennem maskerne.




søndag den 28. december 2014

Velkommen igen Guds engle små

Denne fine, strikkede engel fik jeg i julegave af min norske svigerinde, der havde købt den på en julemesse i Norge. Den blev jeg virkelig glad for! Ikke nok med at jeg er glad for strikket julepynt, men engle til jul betyder noget helt særligt for mig. Jeg har dem både i glas, porcelæn, keramik, papir, halm og nu også i uld. Nogle hænger der hele året, for det er trods alt ikke kun til jul der findes engle, men nogle passer finest til julen (især dem der hænger på træet), og så skal det selvfølgelig også kunne mærkes når det er jul.

Det fik mig så til at finde mit kit frem fra Kastaniestrik, så nu hygger jeg mig i mellemjulen med at strikke flere engle. Jeg er spændt på hvor mange det bliver til og hvor store de bliver efter en tur i vaskemaskinen.


Velkommen igen, Guds engle små,
fra høje Himmel-sale,
med dejlige solskinsklæder på,
i jordens skyggedale!
Trods klingrende frost godt år I spå
for fugl og sæd i dvale.

onsdag den 24. december 2014

På med vanten og Glædelig Jul

I fredags begyndte jeg optimistisk på en julegave mere, selvom jeg allerede strikkede på et par strømper, der også skulle nå at blive færdig til juleaften. Vanterne her er Rasken 2 fra Vantboken af Solveig Larsson. De er strikket i islandske Léttlopí, så de er supervarme, hvis nu vi skulle få lidt frost og vintervejr.

Men jeg nåede det! I eftermiddags fik jeg hæftet enderne og pakket vanterne fint ind; først i cellofan, så ser det ud af lidt mere.


Jeg har også nået at koge rødkål a la Camilla Plum, grød til ris a la manden og endda min egen kirsebærsauce med appelsinsaft, vanilje, kanel og sirup. Ja altså, foruden at stege and og flæskesteg, røre i sovsen, de brunede kartofler, rødkålen og julekålen på samme tid (nej, jeg har ikke 4 arme), samt sørge for gæster, en madglad hund og en forventningsfuld 9-årig. Og... så gik det hele bare så godt. Sværen blev oven i købet sprød denne gang, juhu!

Det har været en dejlig juleaften. Alle har været glade for de gaver man har fået, og har nydt at se de andre pakke ud og glædes med dem. Hvor er det skønt at kunne hygge sig med gaver på den måde. Det har ikke været store og vildt dyre ting. Nogle har været hjemmelavede, eller købt på en rejse, hvor man lige kom til at tænke på en der skal have en gave til jul. Tanken om at glæde andre er noget af det mest ægte og næstekærlige. Det er vel det man kalder den sande juleglæde, og er i virkeligheden den bedste gave.
GLÆDELIG JUL ♥


torsdag den 18. december 2014

Sprogø

Morgengaven til manden blev en hjemmestrikket sweater. Der er meget kærlighed bag de mange timer man bruger på sådan en, og da han har været en del ude at rejse i år, kunne jeg i stedet få tiden til at gå med denne.

Opskriften hedder Sprogø og er fra Annette Danielsens bog "Kunsten at strikke en ø". Den er strikket i Blackhill Højlandsuld fra Garnudsalg, det er jeg godt tilfreds med. Man kan se mere om processen fra-garn-til- sweater på min Ravelry-side.

Og så lige en bemærkning:
"Er det storebæltsbroen du har strikket?? Jeg synes også den er lidt tung i det...".



tirsdag den 16. december 2014

12½ år

I går havde vi kobberbryllup, og vi blev fejret med skønsang, æresport og morgenbrød, hvor venner og familie kom fra nær og fjern, for at give os en hyggelig morgenfest. Hvor var det bare en dejlig dag!
Strikkeveninderne kom med denne buket til os, der var pyntet med garn, strikkepinde og endda hjerte-strikkepinde. Den er helt vildt flot!

Så fin var æresporten; pyntet med små buketter, lyskæde og 12½ kobberhjerter. Vi arbejder på at den bliver større næste gang, så man ikke skal kravle for at komme til morgenkaffe hos os igen. Men hver fest sin tradition, og denne blev fejret på bedste vis ♥ Kærligheden længe leve!



onsdag den 10. december 2014

Strømper til jul

Hvem ønsker sig ikke strømper til jul? Jeg kender ikke nogen der vil blive kede af at få hjemmestrikkede strømper, eller også tør man bare ikke sige det højt, når jeg hører det. Jeg hygger mig i hvert fald med at strikke julegaver, og nu hvor det er mørkt både morgen og aften (og gråt om dagen), er jeg rykket hen til orkidéen for at stjæle lidt lys. Desuden bliver man i godt humør af at se den blomstre; det er der ikke så meget der gør på denne tid udover julestjerner.


fredag den 5. december 2014

Rowan Nordic Garland

Det er nok fordi jeg er vokset op med et udstillingsvindue, at jeg er så pjattet med guirlander. Det kunne være hyggeligt, at være med i Rowan Nordic Garland Knit A Long - hvis altså man havde bogen.

Eller se lige denne snemand der står i den engelske garnbutik Hoop, - der straks blev føjet til listen af garnbutikker i verden, som jeg må besøge en dag.

Men jeg nøjes med at ose jule-garn-stemning på nettet pt. Det er nu også hyggeligt!