tirsdag den 9. juni 2015

En lille stribet til Masaka

Nu blev den lille stribede bluse klar til at blive sendt sydpå til babyhjemmet i Masaka. Der er en del montering med halsåbningen, hvor for- og bagstykke lapper ind over hinanden. Men så sparede jeg da knapperne. Blusen er designet af Strikkebogen/Camarose, opskriften var i Hendes Verden 20/2013. Jeg har strikket den i en blanding af bomuld og Viking Bjørk.

Min svigermor har strikket et par pigebluser i bomuldsrester, som også skal sendes med. Opskriften hedder Bella fra Børnestrik på pinde 3½ - 4. De manglede knapper, så jeg fandt en glitrende sommerfugl og stjerne, for at gøre dem lidt ekstra tøsede. Senere opdagede jeg, at knappen sidder i nakken, men pyt! Man må vel også tage sig godt ud bagfra.

Ullerød kirkes Strikkecafé sender jævnligt strikkede bluser, trøjer og tæpper til babyhjemmet i Masaka.  Man kan følge med på Strikkecaféens Facebook-side her.


Selvom det er i Afrika og tæt på ækvator, kan det godt blive køligt til aften. Især i regntiden. De spædbørn der findes efterladte i grøfter og lignende steder, bliver ofte forladt om natten og kan være meget nedkølede. Så her gør varmt strik også en forskel. Vil du være fadder til et barn i Uganda, så læs mere om Chilcare Denmark. De gør en kæmpe forskel for børn i nød, og her går pengene direkte til barnet.


2 kommentarer: