fredag den 26. juni 2015

Gæt et dyr

Forleden var det så køligt uden for, at jeg fik lyst til at strikke en vante. Jeg strikker et af mine yndlingsdyr i vanten, kan I mon gætte hvilket? Som I kan se har det 4 ben. Jeg kan også afsløre, at dyret kan blive 3 m langt og veje op til 700 kg.

Garnet er norske Ask som jeg købte af en svensker på Bornholm sidste år. Jeg har ingen vindepind, men bruger i stedet en grydeske, for at vinde garnet til nøgler. Det er ret hyggeligt, så længe det kun er garn til et par vanter og ikke en sweater.


tirsdag den 23. juni 2015

En ulden heks

I går sad jeg i ulden trøje og strikkede vanter. Hvilken midsommer!? Hvis jeg lignede denne dame, tror jeg at jeg bliver inde i aften. I hvert fald er hun alt for fin til at futte af eller sende til Bloksbjerg.

Man kunne også starte med at strikke heksen til Sankt Hans, så hun kan pynte til Halloween. Lidt hekseri slipper vi nok ikke for i aften.

... hver by har sin heks,
hvert sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med
glædesblus holde
vi vil fred her til lands
Sankte Hans, Sankte Hans!
Den kan vindes, hvor hjerterne
aldrig bli'r tvivlende kolde.

Holger Drachmann

fredag den 19. juni 2015

Polly Jean

De blev nu ret fine, disse lysegrønne Polly Jean strømper, og dejligt bløde i Arwetta Classic.


Mønstret er strikket modsat på fødderne, men om det skal være højre/venstre eller venstre/højre er vist hip som hap.

tirsdag den 9. juni 2015

En lille stribet til Masaka

Nu blev den lille stribede bluse klar til at blive sendt sydpå til babyhjemmet i Masaka. Der er en del montering med halsåbningen, hvor for- og bagstykke lapper ind over hinanden. Men så sparede jeg da knapperne. Blusen er designet af Strikkebogen/Camarose, opskriften var i Hendes Verden 20/2013. Jeg har strikket den i en blanding af bomuld og Viking Bjørk.

Min svigermor har strikket et par pigebluser i bomuldsrester, som også skal sendes med. Opskriften hedder Bella fra Børnestrik på pinde 3½ - 4. De manglede knapper, så jeg fandt en glitrende sommerfugl og stjerne, for at gøre dem lidt ekstra tøsede. Senere opdagede jeg, at knappen sidder i nakken, men pyt! Man må vel også tage sig godt ud bagfra.

Ullerød kirkes Strikkecafé sender jævnligt strikkede bluser, trøjer og tæpper til babyhjemmet i Masaka.  Man kan følge med på Strikkecaféens Facebook-side her.


Selvom det er i Afrika og tæt på ækvator, kan det godt blive køligt til aften. Især i regntiden. De spædbørn der findes efterladte i grøfter og lignende steder, bliver ofte forladt om natten og kan være meget nedkølede. Så her gør varmt strik også en forskel. Vil du være fadder til et barn i Uganda, så læs mere om Chilcare Denmark. De gør en kæmpe forskel for børn i nød, og her går pengene direkte til barnet.


onsdag den 3. juni 2015

Sommerlige strømper

Jeg er ikke så opfindsom mht. farvevalg for tiden, men disse Polly Jean strømper med bladmønster, kaldte ligefrem på den grønne farve. De er tiltænkt en naturelsker der ofte er på vandretur, og hun kan også godt lide grønt.

Bare de nu passer i størrelsen!! Længden på strømpen skal variere med et ½ blad i mønstret. Så det med at strikke et par omgange ekstra, duer ikke i denne opskrift. Jeg krydser fingre.

Der er rigtig meget "elastik" i mønstret; her kan man bedre se bladene. Farven ser dog mere fesen ud på billedet, end den er i virkeligheden.



mandag den 1. juni 2015

Strikket elefant i valgkamp

Det er ikke nogen hemmelighed at Margrethe Vestager strikker, og denne strikkede elefant gav hun til til sin efterfølger Morten Østergaard, da hun forlod ministeriet og blev EU kommissær.

Min blog handler ikke om politik, men jeg vil gerne fortælle om hvad strik kan få af betydning for andre mennesker. Elefanten er kommet i valgkamp, men pointen er at vi skal hjælpe de mange flygtninge der er i verden. Det er da en god ting. Man kan støtte indsamlingen her