mandag den 25. januar 2016

Soria Moria

I lørdags var jeg til fødselsdag hos tante Lilla, og havde strikket disse Soria Moria vanter fra bogen Eventyrvotter. De faldt vist i god jord; farven ikke mindst. Garnet er Rauma Finull, og vanterne er strikket på pinde 2½ hele vejen i str. dame medium. Alligevel blev de lidt større end andre vanter jeg har strikket, da der både er strikket kile og masker på tråd. Dvs. at der er flere masker i luffen end i håndledet. Men så kan man jo bevæge fingrene, hvis man skulle få lyst til det. Desværre fik jeg ikke lagt vanterne ordentligt, inden jeg tog billedet. Håber alligevel at man kan ane den fine mosaik i "kirkevinduet" og rankerne som i en anden slotshave.

Nu er de ude af mine hænder, og varmer en andens. 

fredag den 22. januar 2016

Pistacie

Tiden går og jeg havde nær glemt at fortælle om hvordan det endte med Pistacie. Jeg var mildest talt ikke pjattet med raglan indtagningen. Dels at mønstret ikke passer, og dels at ærmerne er ret smalle i forhold til kroppen, så det trækker i indtagningerne - børn bevæger sig jo, også selvom de bliver større. MEN... hun elsker blusen og den er super skøn at have på. Den har virkelig været et hit, især i de meget kolde januardage. Det kan få en til at glemme alle skuffelser og ærgrelser, at noget man har bakset længe med, bliver værdsat og brugt. Når enden er god, er alting godt!

fredag den 8. januar 2016

Godt strikkenytår!

Jeg hyggede mig i mellemjulen og nytåret, med at strikke en krydret hue, som var ønsket specielt af min ældste pige. Den er dog ikke strikket med magiske nøgler, og man kan jo stribe den som man vil. Der kom et par rækker mere end i opskriften, da den skulle pose mere bag til.
Opskriften ligger her på by Kaae's blog, for senere at blive en der kan købes.


Det er en fryd at strikke et mønster der passer med indtagningerne! Så fin blev stjernen i toppen. Garnet er Luksusgarn fra Rasmilla.

Mange sætter sig nye mål ved nytår. I Vesten går vi meget op i målsætning og præstation, hvilket jeg pt. arbejder med, for at finde nye eller bedre veje i livet. En gammel kinesisk filosofi er at fokusere på vejen i stedet for målet, så er der større chance for at nå i mål. Så det er mit nytårsforsæt - at fokusere på vejen og ikke sætte så mange nye mål.

Men jeg kan godt spå om, at jeg nok får strikket lidt babystrik i det nye år, da jeg har to niecer der venter sig til april. Det bliver så spændende, og vi glæder os i hele familien.

Godt strikkenytår!