fredag den 23. september 2016

Flise-strik

Som dem der følger mit strikketøj på Instagram har opdaget, er jeg kommet godt i gang med at strikke Delft fra Filcolana. Delft er en by i Holland der lægger navn til de hollandske fliser. Det passer meget godt til mit farvevalg, med det mørkeblå mønster på hvid baggrund.

Jeg er ikke så pjattet med at klippe i mit strikketøj - tanken er nok den største forhindring, men i hvert fald strikker jeg frem og tilbage. Heldigvis har jeg ikke noget imod at strikke vrang, og at strikke mønsterstrik på vrangsiden, går fint med lidt øvelse. I hvert fald så længe at mønstret er nemt at tælle, for man kan ikke rigtig se fra vrangsiden, hvor i mønstret man er.

Det bliver en varm og let trøje til den kolde tid ♥ hvis jeg lige får strikket lidt mere...

tirsdag den 6. september 2016

En stak klude

En lille stak klude er det blevet til, og der er flere på vej. Det er virkelig blevet moderne med hjemmestrikkede karklude, og Hurra for det! Der strikkes karklude på livet løs i Ullerød kirkes strikkecafé, hvor de sælges til fordel for menighedsplejen. Ved at købe kludene der, hjælper man derfor ikke kun fiskene i havet, men også dem der trænger til lidt ekstra hjælp i sognet. Oveni er det virkelig afstressende og  hyggeligt at strikke karklude i fællesskab.
På Herrens mark strikker også karklude og har startet konceptet "Strik for Skaberværket". Læs om det på deres blogopslag her.
Der findes efterhånden en del gratis opskrifter rundt omkring, samt man kan finde inspiration på facebook; f.eks. i gruppen Vi Strikker Vores Karklude Selv eller på siden Karkluderier - Dishy Cloths.

Der bliver altid lidt garnrester efter en klud, hvilke sagtens kan bruges til stribede klude. Denne bliver til mig selv 25x30 cm, så er de nemmere at vride for mine fingre. De andre jeg strikker til velgørenhed er ca. 25x25 cm.

Jeg skifter farve inden for kanten på kluden, for at undgå snoede tråde ude på kanten. Så er det ikke nødvendigt med hæklede kanter rundt om kluden. Det er selvfølgelig pænt med hæklet pynt, men gør kluden lidt mere klodset og sværere at vride. Men det kan man jo heldigvis gøre som man synes er bedst, og når man er mange om at strikke til bunke, er der helt sikkert lidt for enhver smag.