lørdag den 7. februar 2015

Støttestrømper

Min store pige er blevet opereret i kæben; dvs. de flækkede hendes kæbe og satte den bedre sammen. Derfor måtte jeg have et lille strikketøj i tasken, hvor der var lidt at koncentrere sig om for at distrahere tankerne, imens hun var i den dygtige kirurgs hænder. Det blev strømperne "Lighthouse gansey socks" hvor jeg i forvejen havde tegnet mønstret op i en større størrelse. Strømperne er nemlig til min fætter, der har brugt mange timer af sine unge år på Hammerodde fyr og som har lidt større fødder end de fleste.
Jeg kom forbi linsen efter 4 timers venten i Rigshospitalets cafeteria; udover at sende besked til omverdenen, hente kaffe og læse blade. Den sidste halve time sad jeg nok bare med strikketøjet i hænderne, uden at strikke så meget. Det kan man vel kalde en slags støttestrømpe.
Men operationen gik helt efter planen og min skønne patient er virkelig sej! Nu skal det bare have tid til at hele.

Jeg kom også i gang med hælen under hospitalsopholdet, men nu har jeg travlt med at være sygeplejer. Så er det heldigvis let at gå til og fra; strømpen bliver stadig længere.

Hammerodde fyr er hvidt, så strømperne bliver i stedet blå som himlen eller havet. Ude på spidsen af Bornholm er der nye blå farver hver dag - afhængigt af vejr og vind. Jeg må se om jeg kan fange den turkisblå en dag...



Ingen kommentarer:

Send en kommentar