onsdag den 30. november 2016

Adventsvanter

Mon vi får hvid jul i år? I hvert fald er min yngste klar med sine nye vanter, som jeg har strikket til hende. Hun går nemlig helst med hænderne i lommen, men når der kommer sne, tager hun dem på - siger hun.
Vanterne er strikket efter opskrift i den norske bog "Eventyrvotter", og vanten hedder Grantreet. De er strikket i Finullgarn i farverne lyng og naturhvid på pinde 2½, for en tæt og lille damestr.

Jeg blev ret tilfreds med symmetrien i opskriften; striberne fortsætter endda på bagsiden af tomlen. Desuden er der kommet et par harer og en fugl med i vanten. Dejligt juleeventyr.

Hvis du har lyst til at strikke julevanter, kan du være med til et adventmysterium ved at købe opskrift til Julevotten 2016 på Ravelry (den er på norsk). Man får opskriften hen ad vejen i løbet af december, så man ved ikke hvordan vanten ser ud, når man starter på den. Der er en del mønsterstrik, så det er ikke en vante for nybegynderen. Men klø på, hvis du har lidt øvelse i at flette farver og sno garnet. Jeg er klar med en lysgrå og mørk petrol i Finullgarn. Måske sniger der sig også lidt rødt ind i vanten? Man ved aldrig!



lørdag den 26. november 2016

Julede babyvanter

Så små blev de. I dag skal jeg se om babyvanterne passer de små hænder. Der er en god elastisk rib, så de falder ikke så let af. Men vi får se... De er faktisk så tilpas julede, at de kan hænge på juletræet til næste år, som et minde om de første vanter. Der vil lige være plads til en karamel eller to.

Garnet er det økologiske Semilla Fino, strikket på pinde 3 efter gammel opskrift fra Sandnes.

tirsdag den 22. november 2016

Lige til halsen

Nu fik jeg strikket hals på Delft-trøjen, hvor jeg brugte vendestrik i stedet for at lukke af og samle op. Det blev mere ensartet og pænt. Dog overvejer jeg at lukke kanten en smule strammere af.
Meeeen... altså! Ærmerne er lige stramme nok midt på overarmen, selvom resten af trøjen passer fint. Så nu skal den lige i tænkeboks. Svigermor har også strikket en; dvs. at hun nu strikker bærestykket om for 3. gang. Noget siger mig at opskriften er målrettet nogle fladbrystede piger med spaghettiarme. Men mønstret er bare så fint!